Et stort velkommen til Lars Taagaard Christiansen

Mød vores nye seniorkonsulent og partner i Virkplan familien, Lars Taagaard Christiansen. En kompetent herre med 18 års erfaring indenfor økonomistyring og Business Intelligence.

Interviewer: Nu har jeg jo været inde og snuse lidt på din LinkedIn og har kunne se, at du bl.a. har haft din egen BI-virksomhed og har godt 18 års erfaring med økonomistyring, business Intelligence og konsulentrollen. Men vil du ikke fortælle lidt om dig selv og din baggrund med egne ord?

Jo, jeg er egentlig økonomiuddannet. Jeg har altid godt kunne lide tal og data. Og så har jeg haft en længere karriere som økonomichef, tidligere også som business controller, i forskellige danske virksomheder. De sidste 3 år har jeg arbejdet som selvstændig med business intelligence og primært Power BI. Og på den måde var det naturligt for mig at komme med i Virkplan; vi har et godt match sammen og jeg kan understøtte dem med en finansiel indgang til markedet.

“En af mine styrker er at udfordre det bestående. Og kigge på hvor bliver der brugt mest tid og hvor er det, vi skaber værdi. For tit er det ikke samme sted.”

Og så prøve at få de to ting til at flytte sig lidt, så vi bruger mere tid på det, der skaber værdi. Det er automatisering nøglen til. Der er jo ofte en grund til at folk bruger meget tid på at tjekke data og flytte tal rundt – det er som regel fordi dataregistreringen ikke er i orden eller at man ikke har et datawarehouse.

Typisk så er jeg kommet ind i en eksisterende organisation, hvor jeg bruger den første tid på at forstå de processer, der er og se hvordan de kan optimeres. Oftest bruger man meget tid på manuelt at sidde og lave rapporter og opdatere data. I en controller afdeling f.eks. er tiden bedre brugt på – i stedet for at sidde og bruge tid på, at tjekke om tallene er rigtige – at få lavet en proces hvor vi ved, med sikkerhed, at tallene er rigtige. I stort set alle de virksomheder, jeg har været i, har jeg været med til at få ryddet op i data og sørge for at processerne bliver automatiserede i stedet.

Så noget af det jeg overordnet har arbejdet meget med, har været at få ryddet op i data og få automatiseret meget af det, som egentlig tit foregår manuelt. Hvordan kan vi bedre bruge noget tid på at være værdiskabende – fremfor bare at sidde og flytte rundt på tal? Så vi kan bruge vores analytiske evner på at skabe mere værdi for virksomheden og være en reel business partner.

Jeg er meget forandringsglad. Også lidt utålmodig nogle gange. Og jeg har brug for at der skal ske noget.

“Det motiverer mig at forandre ting. Ikke forandring bare for forandringens skyld, men for at gøre tingene bedre.”

Hvis man er kommet dertil, hvor det jeg arbejder med, egentlig ikke kan gøres bedre, hvis der ikke er et ekstra mål med indsatsen, så er jeg egentlig på vej videre. Og af samme grund er denne her stilling som senior konsulent et godt match.

Interviewer: Hvad kendte du til Virkplan? Og hvordan kom det i stand, at du skulle være partner?

Jamen jeg kom egentlig til at kende Virkplan, fordi vi havde en kunde i min virksomhed, der kunne bruge deres kompetencer med PilotBI. Hvor vi kunne se, at det var et rigtig godt match at bruge PilotBI på den kunde.

Pilot BI er et virkeligt spændende produkt som jeg – i en tidligere rolle – selv ville have elsket at have haft som en løsning på nogle udfordringer.

Ja, jamen lad os dykke lidt mere ned i det. Hvad ser du af muligheder med PilotBI?

Pilot BI er en BI platform, som visualiserer virksomhedens vigtigste data på tværs af platforme. Det er en skræddersyet løsning, som via vores Microsoft-enablede platform kan have et færdigt produkt klar på få dage. Dét at det er en eksisterende platform betyder for kunden, at vi ikke skal til at lave alting fra scratch. Det er simpelthen value for Money.

Jeg tror, man kommer langt med sådan en plugn’play løsning, som PilotBI er. Ikke mindst til mindre virksomheder og mellemstore virksomheder, som jo ikke har en million og kaste efter et BI-projekt.

Hvordan ser du fremtiden for business intelligence – nye teknologier, muligheder og udfordringer?

Jeg tror, at en af udfordringerne indenfor business intelligence er, at det ikke er seamless. Det er sådan set ikke, fordi det ikke kan lade sig gøre i dag, men det er tit noget, der ikke bliver gjort. Du er stadigvæk inde og skal tage stilling til, at det her kommer fra det ene og det andet system. I stedet for at man gør det helt system-uafhængigt.

Der er jo mange kuldsejlede BI-projekter rundtomkring, fordi det enten ikke er nemt eller tilgængeligt nok. Eller relevant nok.

“Det er lidt ligesom, at se sin farmor med en ny fjernbetjening… Der skal være fokus på brugervenligheden.”

Hvornår skal der være self-service og hvornår skal der ikke være self-service? Hvis du sidder i marketing, skal du ikke være ekspert i, hvordan du bruger et BI-værktøj. Det skal bare være nemt. Det skal man tage aktiv stilling til i designet.

For ellers bliver det bare en forvirrende oplevelse. Og en diskussion om, jamen, kan man i det hele taget stole på data? Det ser man jo stadigvæk i mange virksomheder rundtomkring – den her “Jamen ovre i salg har de det her data. Men i økonomi har de den her data. Og det er ikke det samme.” Og det er så fordi de kigger på brutto ovre i salg og i økonomi kigger de på netto. Plus der er en dags forsinkelse, fordi det er ikke kommet ind i datawarehouset endnu, og så bliver der snakket forbi hinanden. Og så går ledermøderne med at snakke om, hvem har de rigtige data i stedet for at snakke om, hvad gør vi ved udfordringerne.

Man ser også tit et hav af rapporter og KPI’er. At der typisk heller ikke er skrevet nogen definition på KPI’erne eller der er nogle små forskelle i dem, så det pludseligt bliver svært at forstå, hvad det helt præcist er.

Der tror jeg i stedet, at det er vigtigt, at man finder ud af,

“hvad er egentlig essensen af den her virksomhed og definerer nogle få, gode KPI’er. I de fleste virksomheder kan du jo se, hvordan det går bare ved at måle på 5-6 KPI’er. Dem skal du så til gengæld have fuldstændig styr på. Og så er det de 5-6 KPI’er, som hele virksomheden kigger og bruger til at optimere.”

Så kan man selvfølgelig snakke en masse om Robotics og Machine Learning og de andre begreber, men det er jo i virkeligheden slet ikke der, hvor langt de fleste virksomheder er i dag. At de har brug for det. De vil bare gerne have nogle troværdige, friske, og opdaterede tal, som de kan stole på.

Henvendelse vedr. ovenstående:

Kontakt:
Lars Taagaard Christiansen • (+45) 42 78 84 48
Peter Jul Jakobsen • (+45) 24 69 67 69