Skip to main content
Artikel

Google Flutter er både udviklerens og klientens nye bedste ven

By 10. marts 2021marts 22nd, 2021No Comments

Flutter halverer både tidshorisonten, antallet af udviklere og således også din investering i at bygge en app!

Alle virksomheder skal kunne hoppe med på app-bølgen

Google Flutter er i vores optik en revolution indenfor app-udvikling. Virksomheder kan langt hurtigere og med langt mindre investeringer få en velfungerende app i luften uden at gå på kompromis med hverken udseende eller brugervenlighed.

Langsommelig app-udvikling? Nej tak

Hvis du vil udvikle en app, er den naturligvis nødt til at være kompatibel med både iOS og Android. Derfor skal appen også udvikles i to forskellige kodesprog, hvilket den samme udvikler sjældent kan klare alene. Ligesom i så mange andre brancher har en udvikler naturligvis specialiseret sig indenfor et specifikt felt. Det gør ham rigtig dygtig, men det gør også, at du har brug for en specialist mere. Dertil kommer, at dygtige udviklere ikke hænger på træerne. Udfaldet af dette er to apps at vedligeholde, to udviklere at betale og oven i det, så er tidshorisonten desværre som regel ret langsigtet. Et projekt, der kan fremstå temmelig uoverskueligt, især for mindre virksomheder.

“Google har dog med Flutter formået at imødekomme en væsentlig del af de mangler, som ellers har lammet de tidligere forsøg på cross-platform systemer.”

Størstedelen af befolkningen ejer nu en smartphone og foretrækker i stigende grad at have så mange muligheder og informationer som muligt ved hånden. Det er derfor ingen overraskelse, at flere softwareudviklere har forsøgt at finde en løsning på problemet, så flere virksomheder kan følge med udviklingen. Såkaldte ”cross-platform” systemer gør det muligt at udvikle apps i ét kodesprog, der kan bruges på tværs af platforme. Hidtidige forsøg på at udvikle et sådant system har dog ikke kunne leve helt op til, hvad man kan forvente af såkaldte ”native app” systemer, hvor man bygger appen i den specifikke kodebase, der passer til f. eks iOS. Eksperter vil derfor stadig vejlede virksomheder til at være tålmodige og investere den ekstra pose penge, der sikrer, at din app både fremstår og fungerer præcist som brugeren af såvel en iPhone som en Samsung forventer.

Det er her Flutter kommer ind i billedet.

Flutter er udviklet af Google og er også et cross-platform system. Google har dog med Flutter formået at imødekomme en væsentlig del af de mangler, som ellers har lammet de tidligere forsøg på cross-platform systemer. En stor del af hemmeligheden bag denne succes er, at Flutter kan skrive koderne fra en cross-platform app om til native koder. Det vil altså sige, at der nu kun er behov for én udvikler, der udvikler én app, som Flutter herefter helt automatisk koder om, så den passer specifikt til både iOS og Android. På den måde fremstår appen altså nærmest præcist, som hvis man havde udviklet to forskellige native apps til hver platform. Der er naturligvis altid faldgruber mellem forskellige systemer, men hvis ikke du har planer om en virkelig kompliceret app med store mængder tung grafik, så vil vi ikke mene, at du ikke giver køb på noget ved at benytte dig af Flutter.

“Dermed vil mange flere virksomheder altså også kunne hoppe med på app-bølgen uden at gå på kompromis med hverken udseende, funktionalitet eller brugervenlighed.”

Der er selvfølgelig endnu flere grunde til, at vi vil mene, at Flutter vil blive din nye bedste ven. Ved kun at have én app, vil det for eksempel også sige, at der kun skal laves eventuelle opdateringer og fejlrettelser ét sted. Det gør det langt nemmere og billigere at vedligeholde din app. Derudover kan en Flutter app også nemt bygges om til en hjemmeside, fordi hele systemet jo netop bygger på let at kunne migrere elementer på tværs af platforme. Flutter giver desuden også din udvikler væsentligt forbedrede forudsætninger for at arbejde enklere og mere produktivt. Hos Virkplan har vi for eksempel udviklet vores PilotBI og JobDone app igennem Flutter, hvor vi i løbet af ganske få dage kunne have en fungerende prototype oppe at køre.

Så evalueringen herfra lyder altså på, at Flutter vil være et fornuftigt valg for de fleste virksomheder. Det halverer både tidshorisonten, antallet af udviklere og således også din investering i at bygge en app. Dermed vil mange flere virksomheder altså også kunne hoppe med på app-bølgen uden at gå på kompromis med hverken udseende, funktionalitet eller brugervenlighed.